Hindholm Privatskole

Hindholmvej 21, 4250 Fuglebjerg

                  Tlf. 55453114 

          [email protected]

Billedet på sidehoved
Regler og normer
Den måde vi omgås hinanden på skal vise både rummelighed og respekt. Rummelighed for den enkelte til at være sig selv og til at udfolde sig fagligt, kreativt og fysisk. Samtidig skal den enkelte udvise respekt for andres lignende ret og behov.
 
Skolen lægger vægt på en rar og imødekommende omgangsform i adfærd og tale.
 
Eleverne lærer fra børnehaveklassen, hvordan konflikter håndteres, og hvordan de selv kan løse konflikter (i begyndelse med den voksne på sidelinien).
 
Opstår der konflikter, som ikke umiddelbart kan løses, indkaldes alle involverede til samtale med klasselærer og/eller skoleleder. I løbet af samtalen kommer alle til orde, baggrunden for konflikten kortlægges, evt. misforståelser afklares, og det aftales, hvordan lignende konflikter fremover kan undgås. Klasselærer og skoleleder vurderer, om forældrene skal underrettes om episoden.
 
Der er følgende regler på skolen:
  • Eleverne skal altid rette sig efter lærernes anvisninger.
  • Eleverne må ikke uden tilladelse forlade skolens område i skoletiden.
  • Eleverne må ikke have overtøj på indendørs i undervisningstimerne.
  • Der må i frikvartererne kun høres musik gennem hovedtelefoner.
  • Mobiltelefon må gerne medbringes, men må ikke være tændt i undervisningstimerne. Overtrædes reglen indleveres mobiltelefonen til skolelederen. Mobiltelefonen kan afhentes efter skoletid. I gentagelsestilfælde skal en af forældrene afhente telefonen.
  • Eleverne har kun adgang til Internettet efter aftale med faglæreren.
  • Skolen er en arbejdsplads for alle - også eleverne. Påklædningen skal være passende anstændig.
  • Eleverne må ikke ryge, indtage alkohol eller andre rusmidler i skoletiden og på skolens område.
  • Forældre opfordres til at lægge deres ferie i skolens ferieperioder, idet fravær er uheldig for den enkelte elev, for klassen og for den samlede undervisningskvalitet.